I lørdags sikrede jeg mig en plads i finalen i vandski hop ved årets sidste World Cup i Linyl i Kina, og jeg gav mig selv en chance for at forsvare min World Cup titel fra 2010.
Vinden tog til i styrke, da vi skulle på vandet og desværre var det medvind. En hopper vil til hver en tid foretrækker modvind, der gør det nemmere at kontrollere skiene både på vandet og i luften. Vi kæmpede alle med timingen, og hoppene var ikke super lange.
Jeg klarede mig lige præcis videre som nr. 4. og snuppede sidste plads i finalen. De første 3 finalepladser blev besat af Natallia, Jacinta og Marie, de samme der tog guld, sølv og bronze ved VM i år.
I finalen søndag var jeg virkelig opsat. Jeg havde håbet på en podieplads, og er lidt træt af, at det ikke lykkedes. De andre var bare bedre i dag. Jeg kan også sagtens været stolt over at blive nr. 4 i finalen til en World Cup - kun slået af de 3 medaljetagere fra VM.
Jeg var første på vandet, og det blev til de andres fordel denne gang. Man holder altid øje med første hopper for at se, hvordan vinden overordnet påvirker timingen. Vindforholdene var heldigvis klart bedre end i den indledende runde lørdag, men som første hopper tog det mig bare lidt for lang tid at få timingen helt på plads på de 3 forsøg.
Jeg følte mig godt tilpas og fik en god start. Teknisk var alt rigtig fint, jeg manglede bare det sidste. Jeg havde samme følelse, som jeg har haft til et par andre store konkurrencer i år: “Ih det var tæt på at kunne have blevet rigtig godt”
Det er ret irriterende, men bare noget jeg skal arbejde videre med. Hurtig omstilling er en stor del af gamet, men når jeg til gengæld rammer plet, vil jeg flyve rigtig langt!
Jeg er stolt over at have sluttet i toppen til så mange store konkurrencer i år. Jeg er sulten efter mere og vil endnu højere op. Jeg ved jeg kan, det gælder bare om at gøre det på dagen.
Kina har været en kæmpe stor oplevelse for os alle sammen, og her er vanvittigt mange tilskuere. Det er første gang, jeg har skiet foran så stort et publikum - det er mega fedt og det giver et ekstra sug i maven - aldrig har jeg fået taget så mange billeder og skrevet så mange autografer - det har virkelig været en stor oplevelse!